[woocommerce_my_account]
[woocommerce_my_account]
EN SAMMENSMELTNING AF NÆRVÆRENDE ENERGI
Forestil dig Tina Dickow på landevejen med en ustyrlig teenager på bagsædet og en bilradio som kun spiller Amerikansk Country. Det er lyden af album-aktuelle Vingard’s personlige præg på Americana genren. Den nordjyske artist bosatte sig i Berlin og udgav sidste år debutalbummet “In The Long Run” Det er blevet rost i både ind og udland med ordene; tidløst, afklaret, ærligt og herhjemme kalder GAFFA det en lovende debut. Som 9-årig samlede Vingard guitaren op, og bare seks år senere skrev hun musik til en tysk biograffilm. Siden har Vingard spillet mere end 300 koncerter, som tæller udsolgte turnéer i Tyskland. På scenen rammer den overbevisende vokal, mens rummet fyldes af en ærlighed, der skubber til tilværelsens normer.
Midt imellem drømmepop og alternativ rock har Swedish Love Story udforsket en unik vej gennem det svenske musiklandskab. Sangene fra debutalbummet “Wildlife” tiltrak opmærksomhed fra blandt andre Göteborgs-Posten og Per Sinding-Larsen, men også fra livepublikum over hele landet efter sidste års flittige koncertturné. Deres seneste single, “Run,” udforskede bandet flere atmosfæriske elementer og bevæge sig mere i retning af det dramatiske og storslåede. Noget, der passer dem yderst godt.
Sofie Trolle er troubadour af en ny generation. Hun leverer sine sange med en styrke og sårbarhed, der får gnisterne i hendes indre modpoler til at tænde lyset, et sted imellem øko-kollektivet i Rold skov, hun kalder sit hjem og den musikalske undergrund i Berlin, som også har været hjem. Sofies danske tekster formår at zoome ind på hverdagen indtil de universelle temaer, der forbinder os alle, træder frem i deres overvældende smertefulde skønhed.
I f.eks. ”På Landet”, om mødet med de lokale i ens nye hjem langt udenfor storbyen, ”jeg siger mit navn, de siger de allerede ved hvem jeg er. De har set mig gå rundt på markerne, de ved også hvor jeg bor … de ved også at jeg er nogens mor ”.
Eller ”Klokkestøberens Søn” om en ung mand fra en svunden tid, hvis manifestation af kærligheden til skomagerens pige stadig ringer deres budskab ud fra klokketårnet århundreder senere ,”til dig vil jeg støbe klokker, der kan høres til evig tid”.
Signhild er en nyskabende, eksperimenterende stemme på den danske musikscene, som inviterer lytteren ind i et lydunivers, hvor nordisk indierock møder eksperimenterende indiepop. Visionen bag er at balancere det tilgængelige med det komplekse, hvor lytteren både udfordres og tages i hånden. Forvent grandiose indie-kompositioner, der også rummer et kontrastfyldt nærvær.
Det er ikke hver dag, at man hører et pop-hiphop band med en energi af samme kaliber som Rakkerpak. Med en unik nordjysk charme er det nemlig ikke svært at høre, hvordan de 6 drenge leder efter det gyldne punkt mellem det fede, dynamiske ungdomsliv og de tunge emner, som også følger med. Dette føres graciøst til ende af Rakkerpaks to frontpersoner, som sammen med et yderst hårdtslående band, kombinerer et tekstunivers med sans for detaljen og en lyd som sjældent høres i rappens verden.
Det er klart fra det første lyt, at Rakkerpak stræber efter at levere en kompakt pakke af energirig musik fyldt med smagfulde hooks og instrumentale melodier, der hviler på en solid bund af bas og trommer. Den unikke lyd bunder i de 6 drenges forskellige baggrunde, hvor den fælles kærlighed til hiphoppen har ført til et rum, hvor eksperimentering med andre genrer som rock, pop og lange guitarsoloer konstant genopfinder den gode melodi uden at miste retningen i musikken. Bandet udgav d. 24. marts 2023 deres debut EP Manioekspressiv med sange som Lad vær’ at tale til mig og Hovedet fyldt, tomme lommer.
Med sin ubesværede og ufiltrerede tilgang til at fortælle sin historie, besidder Oz et talent, der strækker sig langt ud over sine 27 år.
Den tyrkiskfødte, Kristiansand-boende kunstner anvender produktion og melodi, der henter inspiration fra hip-hoppens råhed, sjælen fra R&B og popstrukturen som dynamik i sin sangskrivning.
Kunstneren udforsker en ny og eksperimentel side, som har resulteret i en genreoverskridende og udfordrende lyd. Med stærkt fokus på tekst og melodi for at skabe noget, der ikke er blevet skabt før, hvilket tydeligt afspejles i sangmaterialet.
Med inspirationskilder som psykiatrisk sygehus, morgenmad, Suicide og Diana Ross bygger Oskar en flot båd til at navigere et genreløst ocean. Forvent sjælere til hårde negle og smadder til sarte sjæle. Der bliver sunget om kærlighed og had, snavs og rengøring. Der bliver noget for enhver smag, også for de smagløse. Liveformatet. En duel mellem sangene og bandet. Hvem er stærkest? Stilhedens strenge spændte. Det kan næsten kun slå fejl og hvem elsker ikke dem, når de er andres? Youtube fail compilation møder livets store spørgsmål. Forståelsen møder forventningen og vi stiler efter de sekunder, der gør det hele værd.
Nima Rezai er en spirende hiphop artist fra Horsens. Nimas tekstunivers er en poetisk strøm af selvreflekterende og indsigtsfulde rim. Fusioneret med både klassiske og moderne hiphop-produktioner inviteres lytteren ind i et sonisk univers sammenpakket med følelser og rå tanker. Medlyrikken som Nimas fokusområde, kan man altid forvente kvalitetsrim med oprørske, dybe og filosofiske undertoner, med et hint af pop-kulturelle referencer. Med Tommy Bounx som hans go-to producer, kan man som lytter forvente hårdtslående trommer kombineret med sjælfulde og inspirerende melodier. Nima Rezai er et friskt pust til den danske rap-scene med hans originale og unikke lyd. Med adskillige live-optrædener i løbet af 2022, såsom Output Festival i Aarhus, RE:ACT minifestival i Aalborg og hans support gig for Pind på Platform K i Horsens, har Nima Rezai sat de første grundsten til at blive live-artist. I løbet af 2023, forventes det at Nima Rezai vil udgive hans første officielle EP med titlen ”REZIREZ”.
I sine tyvere står man oftest mellem en frigjort ungdom, hvor drømmene er store, og et voksenliv, der på den anden side destillerer de samme drømme med et nøgternt syn. Det er som ‘metervarer’, der tynger ens forventninger til tilværelsen. Det sætter Aalborg-duoen Maaneland lyd til på deres nyeste single ”Metervarer Til En Drømmer”.
Duoen, skabt af Andreas Rødbro og Alexander Bie, debuterede i 2021 og har siden da været i tæt samarbejde med Søren Zahle (Peter Sommer, Jacob Dinesen), der har co-produceret gruppens debut-EP Metervarer. I maj måned 2023 følger Maaneland op med deres debutalbum Metervarer Til En Drømmer – en plade, der både sonisk og tekstligt afspejler bandets rejse indtil videre. Med et naturligt paradoks mellem at skabe tempofyldt, storslået pop/rock og synge om det melankolske sted i livets mellemregninger, udtrykker sangene en udforskning af identitet. De kommenterer på en samtid, hvor alt glorificeres på SoMe-platforme – højdepunkter og livets milepæle kommer i forgrunden, og man skal være unik og skille sig ud. Maaneland vil være den umiddelbare og genkendelige lyd af mellemtiden – om dagen i morgen og ikke bare den næste store begivenhed.
Maaneland-projektet opstod på en rustur, da Alexander og Andreas startede på musikuddannelsen i Aalborg. Et møde, der blev til et spirende venskab og senere et stærkt musikalsk samarbejde med store visioner og drømme. Siden har de allieret sig med flere erfarne musikere og produceret og indspillet en masse ny musik de seneste par år samt optrådt i hele Danmark – heriblandt på SPOT Festival (2021), Musikhuset i Aarhus, SKOVROCK og Musikkens Hus i Aalborg.
MAENSKE er danskssproget synth-groove-pop, der beskriver dybt processerede følelser gennem poesi med tykke penselstrøg af filosofisk eftertænksomhed. Som blot en tilskuer, er MAENSKE, ilden der kommer lidt for tæt på. Tanker omkring forgængeligheden og den evige følelse af længsel, er emner der berøres i teksterne af den danske artist. En overdrevenhed, et komplet vanvidssyn af realisme som musikalsk vil minde dig om at livet både elsker og hader dig på samme tid. MAENSKE, er lyden af ambivalens, kamp og troen på, at vi gennem hinanden kan opleve tidsløs eksistens. for hvad er vi uden hinanden. En sandhed i sin reneste form.
Thomas Tornvig er personen bag soloartisten MAENSKE, som siden 2016 har arbejdet på at finde den lyd og den identitet, som resonerede allerrenest med hans virke som musiker. Resultatet af dette arbejde er MAENSKE, der tog sine første spadestik i sommeren 2022.
En aften i selskab med MAENSKE, er en aften i selskab med en kunstner, der vil bevidne tilskueren med historier og oplevelser mærket på egen krop og sjæl. Kombineret med kunstnerens firserinspireret lydbillede og groove og synth-flader, vil du gennem showet fyldes op af ekstase og en fornemmelse af at være trancebunde, bare for et øjeblik. Du vil gå hjem med følelsen af at være forstået, som det maenske, du er.
LULI udgiver et legende poprock-album på stavangersk, med ærlige tekster, fængende melodier og moderne produktioner. Singlen “Den eg vil ha” var på B-listen på P1 i 25 uger, “Kanskje det e bra for meg” og “Sol” blev anbefalet af NRK Urørt, og indtil nu er alle de 5 singler, der er udkommet, blevet listet på NMF Norway på Spotify. Efter 10 år som trommeslager i Frk. Fryd har LULI nu fundet sit eget udtryk. Hun har spillet koncerter rundt om i Norge og er klar med sit andet album.
Albummet hedder “Bra for meg” og udkommer den 3. november. I forbindelse med udgivelsen skal hun ud på en Norgesturné med et visuelt og farverigt liveshow.
LoFi-Kollektivet består af de danske LoFi-artister Hoffy Beats, Too Slow For Joe og Almind, der tager den succesfulde og afslappende oplevelse af at lytte til LoFi ud på den danske musikscene. LoFi-genren har virkelig gjort sit indtog i verdenen og er blevet synonym med hygge og “feel-good-vibes”.
Lise Ranks er mange kulturer. I hver sang træder hun ind i en verden, der afspejler kulturernes nuancer. Fra afrikanske rytmer til vestens moderne beats, der leder tankerne hen på et sammenkog af afro, funky pop, hiphop og R&B. Hun er et levende bevis på, at kulturer kan smelte sammen gennem musikkens universelle og uforbeholdne sprog, der forbinder os som mennesker. Lytteren inviteres ind i et legende tekstunivers, der rummer både de dybeste følelser såvel som de små, men værdifulde ting i livet. Teksterne centrerer sig om fester, kærlighedshistorier på godt og ondt, og de mennesker, hun har mødt på sin vej. Musikken producerer hun selv-ganske enkelt fordi hun ikke kan lade være.
”Det at være både artist og producer, går for mig hånd i hånd. Som artist udfolder jeg alle sider af mig selv, i form af mine følelser og tanker, og som producer omsætter jeg dem og giver dem nyt liv.”
Lise Ranks kommer fra musikundergrunden, men gik i år viralt på TikTok, hvor børn og unge greb hendes dansable single ”My Way”. Efter en række koncerter på landets festivaler, fortsætter hun den gode stime ind i efteråret, hvor hun udgiver sin debut-EP. En plade, der vil præsentere det bedste fra Ranks’ farverige lyd.
De rørende og drømmende toner fra Les Imprimés udgør den seneste tilføjelse til Big Crown-familien, og det er sandsynligt, at du ikke har stiftet bekendtskab med dem tidligere. Faktisk er det muligt, at du endnu ikke har hørt om Morten Martens, manden bag dette musikalske projekt. Morten er født og opvokset i Kristiansand, Norge, og han foretrækker at holde en lav profil, mens han skaber sin hjertevarme, yderst smittende og unikke musik. Med sin debut 7″ single allerede ude og hans første længe tilbageholdte soloplade, som forventes at udkomme i 2023, vil verden snart lære Les Imprimés at kende.
Det er netop hans lyd, hans personlige præg og hans følsomhed, der gør det svært at kategorisere hans musik. Han trækker inspiration fra soulmusikken fra 60’erne og 70’erne, arrangementerne fra Doo Wop-pladerne, energien fra hip hop-trommerne og vokalstilen fra 90’erne. Men det er Martens’ tekster, følelser og måde at formidle på, der virkelig får det hele til at gå op i en højere enhed og adskiller ham fra hans musikalske kolleger. Der er en smittende tiltrækningskraft og en popfølelse i hans tekster, der er udført med stor klasse og subtilitet, hvilket giver Les Imprimés den sjældne kvalitet af øjeblikkelig tiltrækning, der kun bliver dybere, jo mere du lytter.
Klostermand er en rapper fra den Nordjyske muld, som prædiker at være sig selv, uanset om det er kikset eller ej. Manden bag projektet, Jens Munk, brænder for den smukke natur og suveræne stilhed, som livet på landet bringer, og tekstuniverset stråler af ærlighed og den ægte danske hygge. Med en lyd, der er inspireret af klassisk hiphop blandet med salsarytmer, jazzharmonier og pop hooks, maler Klostermand et oprigtigt billede af en ung knægt, der prøver at finde sin vej i det store liv.
Jonas Ringtved er en 28. årig musiker og singer-song writer fra Aalborg, som spiller folk- og country. Med Jonas’ store barytonstemme, bakket op af hans eksistentielle tekstunivers, kan man forvente paralleller til nordamerikanske Zen–Cowboys som Stephen Stills, Johnny Cash og Neil Young. På sin ærlige, nærværende måde, når Jonas helt ud til publikum og ind i vore hjerter med sin store, dybe stemme, sit fængende guitarspil og sine gribende tekster, der går lige i hjertet. Jonas har blandt andet turneret Danmark, Tyskland, Belgien med mere på både store og små scener og har senest varmet op for det amerikanske band the Handsome Family. Jonas Ringtved arbejder lige nu på udgivelsen af sin kommende debutplade “Left Over Hippies”.
Karoline Amaryllis udforsker alle sider af livet i et drømmende, melankolsk og nordisk pop univers. Med inspiration fra den vilde natur i Nord-Norge, hvor hun er opvokset, bruger hun beskrivelser fra naturen som metaforer på menneskets indre vejr. Karoline Amaryllis brænder for ærlighed, og bruger musikken til at sætte fokus på emner, som kan være svære at snakke om. Det kan være emner som ensomhed, depression, angst og kærlighedssorg, og det at se familie, venner og moder jord i krise. Under koncerten vil Karoline Amaryllis fortælle en historie om at komme væk fra sig selv, og rejsen tilbage igen.
Der er ikke meget jysk mådehold over nordjyske Jessie Ka, for hun holder sig ikke tilbage og det gør musikken heller ikke. I november 2021 valgte sangerinden at følge hjertet, sige det faste job op, og gå fuldtid på musikken – siden har hun ikke set sig tilbage. Hendes Indie-pop lader os komme helt tæt på de sider af os selv, som vi ofte gemmer væk fra andre mennesker. Med et stort hjerte i både den catchy pop tradition og elektroniske producerede universer, kan man forvente dramatisk og inderlig popmusik, med en underliggende nordjysk melankoli. D. 8. august udgav Jessie Ka sin første feature med Deep House projektet Reunited, en sang som i løbet af kort tid har opnået stor streaming succes på diverse streaming platforme.
HUMMERDRENG er en rapper og producer fra Aalborg, som elsker at blaste højtalere og få dit hjerte til at pumpe. Personen bag projektet er Martin Nielsen, som laver hiphop om balancen mellem maskulinitet og femininitet, opvækst og hvordan man er nødt til at udfordre, udforske og stå op for sig selv. Musikken er fyldt med energi, det er fuldstændigt smadret og på samme tid følsomt og blødt. HUMMERDRENG bruger musikken til at sætte kog i den maskuline rapkultur og udfordre hiphoppens normer med energiske, flamboyante og overdrevet performances.
Fortryllende elektroniske rytmer, dyb bas og svensk melankoli. Efter 10 år og optrædener ved 500 koncerter med indie-rockbandet The Bongo Club besluttede Erik Ahlblom sig for at tage solo på en ny musikalsk rejse med projektet Himlen Bror, der udstråler en drømmende og intim popstemning. Med blot et par selvproducerede singler under bæltet blev hans musik hurtigt hyldet i svensk nationalt tv, på blogs og i radioprogrammer. Pludselig blev den kraftfulde techno-kunstner og nære ven, kendt som “Lava Lap”, en del af projektet, og det tilførte sangene en helt ny dimension. På scenen præsenterer duoen en imponerende, funky og surrealistisk live-oplevelse, som man virkelig ikke må gå glip af.
ETVA drejer blikket ind mod det, der er gemt væk. Hudløst ærligt, udfordrer og skubber hun til mennesker i en blanding af dansk rå elektropop og sjælfuld indie. Bag ETVA er hende, der blev voksen for tidligt. Det barn der blev glemt. Hun brugermusikken til at skildre det usagte og åbner sig selv for at hele de åbne sår, og dele sine oplevelser med andre. ETVA er Silje Etva Lund Nørgaard, som til dagligt bor i Aarhus. Med musikken skildrer hun usagte familierelationer og ubærlige følelser. I stedet for at skrive sange om kærlighed, skriver hun om det, der ikke tales højt om.
”Jeg har brugt år af mit liv på at sige, at jeg ikke er forkert, og det skriger i min krop, fordi det stadig sker. Mennesker ligger under tæppet, hænger i gardiner, og jeg hader, at vi ikke bare kan sige, hvad vi mener.”
ETVAer den indre vrede og den lille pige, som ikke fik lov til at være et barn. Hun vil ikke længere være den, som andre skubber til. Og det viser hun især på scenen, når hun udfolder de voldsomme tekster i en intens, sårbar og overbevisende ærligperformance.