

LOCAL VILLAIN ORCHESTRA
Local Villain Orchestra spiller lokal produceret afrobeat af den gamle skole. Det 10 mand store orkester spiller hårdtslående rytmer med en hidtil ufølt energi fra breddegraderne nord for Sahara. Det er de unge løver i hornsektionen, hvoraf flere er faste medlemmer af Aalborg Youth Jazz Orchestra. I bagkæden står nogle af Nordjyllands mest efterspurgte musikere i rytmesektionen og holder sammen på festfyrværkeriet. Local Villain har kun et formål, og det er at skabe en kæmpe fest med noget musik, som ikke får den opmærksomhed den burde få. Musikken er naturligvis heftigt inspireret af Fela Kuti og hans forskellige grupper gennem tiden, men med et strejf af noget nordisk. Local Villain Orchestra har samarbejdet med den lokale rapkonge Klostermand, og fremtidige samarbejder med ham er planlagt.









































