

THE FIRE ONCE LOST
Der sker noget specielt, når de akustiske toner rammer øret, mens historier om mennesker og deres skæbner udspiller sig i fortællinger og sangtekster. The Fire Once Lost spiller originale kompositioner på akustiske instrumenter, og autenticitet er i fokus på scenen såvel som i studiet.
Tekst/musik er skrevet af den nordjyske guitarist/forsanger Anders Duus, som også har produceret alle udgivelser fra The Fire Once Lost.
Sangene har rødderne plantet i de Amerikanske musiktraditioner og teksterne indeholder fortællinger, der takler temaer som tab, længsel, kærlighed og håb.
Alt sammen pakket ind i enkle, vellydende melodier, på et harmonisk bagtæppe af akustiske strengeinstrumenter, som leder tankerne hen på det hårde liv i den nye verden. En koncert med The Fire Once Lost er en nærværende og autentisk oplevelse med fokus på de originale kompositioner og den akustiske, håndspillede musik.
Musikken bliver serveret med fortællinger om historierne bag sangene, samt en god portion humor og glimt i øjet.























